Gamle guldkarameller smager bedst...

Søndag aften og endnu en weekend er på vej til at forsvinde. Nattens eventyr venter forude, men først skal jeg omkring en gammel kæphest - Columbo alias Peter Falk, som du kan se et billede af nedenfor. Lige så længe jeg kan huske, og så ER vi tilbage i 70'erne, har jeg elsket den nussede kriminalkomisær. Jeg ved ikke engang hvorfor, men måske fordi serien minder mig om, at min barndom ikke var så slem hele tiden. Der var også lyspunkter. Jeg blev drillet i skolen, min far drak og vi var generelt fattige. Men om lørdagen, hvis altså far ikke havde drukket, så var der underholdning for alle pengene, og jeg elskede når det var Columbo, McCloud, Skum, Quincy, Colorado-sagaen (som ganske vist kom om fredagen)...

Sjovt og tankevækkende, at nu så mange år senere, er det stadig en gut så langsom som min kære ven fra fortiden, der skal stå for en del af weekendens underholdning. Hvorfor er det mon Columbo? Hvorfor kan vi se genudsendelser af mange af de serier, som jeg så for så mange år siden? Og ikke bare genudsendelser, men også programmer om programmerne, Gotha, Monopolets Helte m.fl. Og i slipstrømmen har DR oprettet et genialt arkiv, Bonanza, som jeg dyrker og elsker. Dyrker og elsker.

Er det mon sådan, at hver generation har sit særegne behov for at skrue tilbage? Og jeg - er der en speciel årsag til, at jeg foretrækker fortidens underholdning fremfor nutidens? Jeg er ofte blevet kærligt beskyldt for at leve i fortiden, og sandt er det vel lidt. Den musik jeg lytter til, de film og serier jeg nyder, mange af de tegneserier og bøger jeg læser, fællesnævneren er fortiden.

Det vil jeg spekulere lidt på...