Den allersidste dans...

Det går op og ned, op og ned...

Og nu er turen blevet så betændt, at alle disse opture og deres retur, nu ikke engang bærer deres egen charme. Det er bare blevet en hård og opslidende kamp, hvor vi begge lider.

Ingen ord kan ændre, skat. Det har du sagt. Og nej, du tager fejl. Ord kan ændre. Ord kan forandre. Men vi må begge indse, at vi har forbrugt vores kvote. Vi er løbet tør for sætninger, og jo mere vi forsøger, des mere hult vil det lyde.

Jeg ved, at jeg for hver dag der nu går, vil få dig til at hade mig endnu mere. Det er jeg selvfølgelig ked af. Meget, og måske meget mere end jeg selv nu er i stand til at fatte.

Jeg tæller nu ned, skat, og de få dage vi to har fælles, kan nu efterhånden snart tælles på et par hænder. Så siger vi farvel efter 16 år. En periode der begyndte som en drøm men endte som et fælt mareridt. Jeg skammer mig over at jeg ikke kunne leve op til dine ønsker. Jeg skammer mig over hver tåre du har fældet, og jeg skammer mig over hvert eneste vredt ord, som jeg har rettet imod dig.

Min tid i Tokyo bliver spændende, men også frygtelig. Ikke for dig, da du nu omsider får fred, men for mig. Jeg kommer til at savne både tøserne og dig, tro det eller ej, og 5 uger er lang tid. Jeg ved, at jeg vil tænke på jer hver eneste dag.

Og når jeg så atter står i stuen, og ved, at vores fælles timeglas slår sidste slag, så vil jeg suge alle indtrykkene. Jeg vil lade øjnene falde på reoler, klaver, nips, møbler, vægge og til sidst på dig. Min sidste gang til toilettet, til soveværelset, til børnenes værelser, vil være tunge skridt og jeg vil gå dem langsomt. For at få tiden til at stå. Og inden døren lukkes for sidste gang, skat, vil jeg kramme dig hårdt, langt og længe, og når vi ikke længere kan se hinanden, og jeg sidder i taxa'en, så vil jeg græde og skrige min sorg ud. For så har jeg vitterligt tabt det mest betydningsfulde jeg nogensinde har haft. Nemlig dig og vores fælles fremtid.