Mit sidste brev til min elskede Sofie

Kære lille sovende skat,

Det var godt lige at sidde sammen med dig. Vores liv sammen er ved at nærme sig en ende, og jeg prøver at spille mere upåvirket end jeg vitterligt er. Sandheden er nemlig at jeg er påvirket, og at jeg kommer til at savne dig og vores tilværelse. Det ved du også godt, lille skat.

Jeg kommer nemlig til at savne så inderligt mange ting. Dels alle de vante og trygge rammer, stuen, soveværelset, alt det materielle. Dels samværet med børnene, stunderne sammen med dig, de rare stunder hvor vi taler sammen og deler ting.

Mest af alt, og nu glemmer jeg børnene for en kort stund, så kommer jeg til at savne at kramme dig og vide du er min. Alt dette er ovre, det ved jeg godt og jeg ved også at der for os begge venter nye udfordringer, nye oplevelser og med en smule held, også kærlighed. Og det er den kærlighed jeg under dig og ønsker for dig. Jeg er kommet dertil, at det er det største ønske jeg har for dig. At du bliver lykkelig.

For du har gjort mit liv lykkeligt. 16 år kan jeg se tilbage på, men jeg nøjes ikke med at se tilbage. Jeg tager jo også årene med, alle 16 og alle de gode ting du har betydet for mig. Det er først ved at gå op for mig, hvor stor en indflydelse du har haft og hvor heldig jeg har været. Hverdagene, ferierne, ansvaret, eftertænksomheden, fokus. Det er som om, jeg nu omsider kan stå på egne ben. Tokyo var en øjenåbner, for den tur fortalte mig flere ting. Dels hvor afhængig jeg har været af dig, og hvor lidt jeg har gjort for at følge med dig på din færd. Jeg er ked af, skat, at jeg har svigtet på mange fronter, og blot ladet dig være ene om ansvar og beslutninger. Men nu - paradoksalt nok, er jeg klar til selv at handle, og det takket være dig.

Derfor, skatter, er jeg dig uendelig tak skyldig. Du har berørt mig mere end du aner, og selvom vores kærlighed og vores kærlighedsliv har været lidt ramponeret til tider, og ikke eksisteret i et stykke tid, så vil jeg altid elske dig og elske dig for alt hvad du har betydet for mig. Jeg ved, og du ved det også, at du har været mere betydningsfuld for mig end jeg for dig. Det er i orden. Ikke noget vi kan ændre på nu. Men en ting har jeg bidraget med, og det er det vigtigste i vores liv. Nemlig vores 2 dejlige børn. Når du sidenhen vil mindes mig, så lad børnene være det første og det sidste du tænker på.

Og den gæld jeg føler for dig er stor. Uendelig stor og kan nok aldrig tilbagebetales. Men vid, skat, at du kan regne med mig. I solskin og i regn. Hvor akavet det end måtte blive, når vi får nye personer ind i vores liv og i vores kærlighedsliv, så lad et lille bart stykke blive tilbage, en lille del af mig. Og det er den del, den lillebitte del, som kan tilbagebetale i form af trøst, af støtte, af at lytte, af at tage børnene i pressede tider.

Måske vil der gå lang tid hvor jeg ikke indgår i dine tanker. Måske vil vi engang blive som fremmede for hinanden. Det skal vi ikke begræde, hverken du eller jeg. Sådan er kærlighedens vilkår og det er kun rimelige vilkår.

Men så er der det lille stykke med bart, den lillebitte del. Det er den du skal gemme. Og hvor mørkt det end måtte være. Hvor hårdt det end måtte være, og hvor langt borte vi end måtte være fra hinanden, så er det du må og skal kalde. Jeg vil så trodse ild og vand for at hjælpe. Ikke for 'kun' at takke og tilbagebetale, men fordi der dybt i min sjæl og i mit hjerte vil være et bart stykke med dit navn på. Derfor, lille sovende skat.