Jeg er ved at blive skilt. Det er en hård og tung proces, og jeg er bestemt ikke glad eller stolt ved situationen. Jeg elsker min kone og jeg ønsker brændende at skrue tiden tilbage, og rette hvor jeg kunne. Men det er selvfølgelig kun naiv tænkning, og jeg bliver nødt til at rette zoomet frem.
En klassisk metode at blive sine dæmoner frit, er at kravle helt hen til dem og udfordre dem. Jeg har derfor besluttet at lade denne blog være mit vindue udadtil, og via mine skriverier håber jeg, at kunne dræbe et par monstre. Jeg vil lade mine inderste tanker fylde, og på sigt - når røgen er lettet, og jeg er kommet videre og har fået mavesmerterne, opkastningsfornemmelserne og den værste stress og selvhad lidt på afstand. Så vil jeg scrolle tilbage, slette og lade den blanke blog være mit nye springbræt.
Her er mit første bidrag. En skrivelse jeg skrev, og du ved, når man skriver til andre, så skriver man også til sig selv.
Jeg skrev:
Endnu engang tak for tankerne. Det har været en hård og nærmest ubarmhjertig tid, og denne weekend har bestemt ikke stået i kærlighedens tegn. Vi har desværre haft en del magtkampe, og selvom vi selvfølgelig har bilagt stridighederne når vi når sengetid, så følger dæmonerne med. Status er, at Sofie har været ualmindelig trist til mode, hvorimod jeg har haft en del opmuntringer. Jeg har været så heldig at finde en stor, ny og særdeles billig fremlejelejlighed. Ja, helt grotesk heldig har jeg vel været. 3600 i faste udgifter om måneden, en møbleret lejlighed på 100 kvadratmeter. Det lyder helt forkert. Sandt er det nu alligevel, og kun beliggenheden kan jeg klage over.
Der skulle gerne falde ro på de indre linier nu. Vi orker ikke mere fighteri, og ser nu frem imod min afrejse til Tokyo og julen. Jeg forventer at flytte omkring årsskiftet og allersenest 1. februar. Jeg skal, da lejligheden jo er møbleret, ikke have så meget med, tegneserier, bøger, tøj og personlige ejendele.
Hvad har jeg lært af 16 år? Ufatteligt meget. Hvad har jeg lært af denne weekend? At de gode intentioner synker lettere end det gode skib, Titanic.
Jeg har nu kysset Sofie godnat, og kunne jeg skrue tiden tilbage og gøre gjorte ting om, så ville jeg gøre det, om det skulle koste mig livet. Det er ikke let når ens livsledsagerske logger af. Hendes ansigt er furet, som har hun været til tælling efter en tur i ringen. Måske er det dét ægteskabet er, når det går skidt? En beskidt kamp. En fight.
Sådan har det ikke altid været, tænker jeg, og lader kort tankerne fare blot få måneder tilbage. Et eller andet sted faldt kæden af. Man bebrejder sig selv, man tænker og lader sig let suge ind og ned i den dybe brønd. Og dernede lugter der fælt af fiasko. Det er der jeg er nu. I bebrejdelsens hjørne.
Og det er derfra jeg skal rejse migSom blev fulgt op af følgende:
Skat, jeg så dig under middagen og mit hjerte græd da jeg så dit furede og trætte ansigt. Der er så langt fra dette syn, til det flotte billede, jeg ser for mig i drømme. Der, hvor du er 18, smilende og frisk. Jeg hader mig selv for at være skyldig i denne ændring. Jeg hader mine dæmoner og jeg hader hvad de har medført. Jalousien, de evindelige skænderier, bebrejdelserne, stikpillerne, udleveringerne.
Skat, jeg vil at du skal leve påny. Ikke være tynget af mig og mine lastede lig. Du skal folde dine drømmes vinger ud, og du skal svæve. Jeg, derimod, vil brænde for evigt, for jeg er skyld i, at dit smil døde."Og nu er natten på vej. Et tæppe af sorg og mismod har bredt sig. Jeg ved, at det blot er en fase og at det intet nytter at kæmpe imod. Jeg logger af.
