Er ved at læse bogen 'Den dansende dæmon', skrevet af Ole 'Bogart' Michelsen, som vi nok mest kender fra tv-programmet Bogart. Hvad andre næppe ved, og det som er bogens brutale og unikke omdrejningspunkt, er at Ole er alkoholiker. Tørlagt alkoholiker. Det er en bizar og ærlig beretning om et stort problem i dagens Danmark, et problem der vistnok påvirker hver 6. dansker. Jeg har selv har alkoholisme tæt inde på livet, al den stund min kære far, ofte tog en runddans med flasken. Dengang hadede jeg ham af et ondt barnehjerte. Det gør jeg ikke nu. Jeg har forstået ham og tilgivet ham. På samme måde som Ole i bogen også nærmer sig en forståelse og en tilgivelse.
Der er lighedspunkter mellem det jeg læser, og det jeg har oplevet i mit ægteskab. Måske har jeg selv en rem af huden? Min flugt har bare været en anden end Oles. Jeg søgte tegneserier, jeg søgte filmens mørke, jeg søgte computerens blå lys. Hvorfor? Det vil jeg gerne finde ud af. Men når tilværelsens krav var for barske, eller når jeg ikke kunne leve op til min kære kommende ex-hustrus ønsker, så fortrak jeg. Gemte mig. Isolerede mig.
Jeg prøver at finde trøst i, at vi alle har vores dæmoner. Nogle barskere end andre. Og at vi alle har vores kampe.
Ole og jeg har betalt prisen. Ole har mistet anseelse, økonomi, venner, familie. Jeg det samme. Men Ole kom videre og det skal jeg nok også komme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar