...
Den sande libero For en ung knøs som undertegnede, var nyheden om bænkepladsen noget af en overraskelse. Jovist, bogen havde da nået overskrifterne i medierne, men derfra og så til at fratage Per anførerbindet samt henvise ham til en bænkeplads, det havde jeg ikke lige set komme. Kurt Nielsen havde ellers været en af vennerne, altid god for en frisk og kvik bemærkning og man havde jo forståelse for landsholdets krise i og med, at udtagelseskomiteens vurderinger vejede tungere end landstræneren. Paradoksalt i disse meget styrede medietider. Men sådan var sagen i en af dansk landsholdsfodbolds mere kuriøse tider, nemlig perioden mellem Kurt og Sepp Hubertus Piontek. Og anføreren der røg på bænken var mit store idol, Per Røntved.
Manden havde begået en fodboldbog, og var vel i den forstand banebrydende i forhold til alle de øvrige af slagsen, der også dengang solgtes i rigt mål. Fodbold på vrangen var unik, for første gang havde en dansk landsholdspiller bragt noget dynamit ind i vores bevidsthed. Vi havde selvfølgelig slugt alt om lille Allan fra Vejle, og fejret både Le Fevre og Henning Jensen i Borusia Munchen Gladbach, men særligt sindsoprivende var læsningen langtfra, omend jeg som forholdsvis urutineret læser og skrivent blot var lykkelig over at finde litteratur om mine helte. Fodbold på vrangen vendte op og ned på mange ting, især mine forestillinger om gode fodboldbøger. Prisen havde Per vel allerede set komme, for man skriver ikke ustraffet om ens chef, landstræneren, og det uanset hvilket forhold man end måtte have. Den gamle floskel fra bokseverdenen var også gældende på de glatte grønne græsbaner. Det sidste slag får du altid selv. Så Per vidste hvad han gjorde, og jeg vædder hvad som helst på, at han nøje havde vurderet situationen. Præcis som han altid havde gjort først hos ´hvepsene´ i Brønshøj, hos tysken sydfor og sidenhen da han, fremsynet som han var, drog til Guds eget land og igen i Kronjylland, hos de stribede fra Randers, hvor han åbnede en sportsbutik. Per havde overblikket. Ikke kun på fodbold.
På bænken blev han ikke længe, omend Kurt tydeligt havde dokumenteret overfor pressen og os undrende tilskuerere, hvem der havde bukserne på. Og dog. Kravet fra os, og måske de øvrige rødhvide aktører, samt måske en vis samvittighedsnag fra ´Nikkelej´, gjorde at splinterne ikke groede sig fast. Og jeg er ret sikker på, at målet som Per scorede på datidens verdens bedste keeper, Dino Zoff i 3-1 masakren i Idrætsparken, tæt under mål, udløste et primalskrig og et glædesskrig. Per var ikke typen der bar nag, men besad alligevel så meget krudt og selvrespekt, at han siden trak sig og lod nye kræfter træde til. Symptomatisk i en tid, hvor Kurts svanesang var en kendsgerning og en forholdsvis ukendt tysker med buskede øjenbryn pludselig stod som nyudnævnt dansk landstræner. Det var ikke blot Per der trak sig. Længe havde medierne krævet og skam også foreslået ændringer bagtil. Det betød samtidig at Nordjyllands stolthed nummer et, Henning Munk Jensen, også måtte trække sig. Som datidens Søren Colding var det let at skyde på den lidt tunge ´Munk´, men han havde opfyldt sin rolle og det med bravour. Det havde skrivekarlene forlængst glemt, så ´Munken´ fik aldrig det eftermæle han havde fortjent. Stolthed nummer et, skrev jeg, og det står jeg ved. For Henning Jensen, den flotte dansker der sidenhen skrev sig ind i historiebøgerne i EF-kampen i 1972 med et suverænt hovedstød, et ekvilibristisk et af slagsen, havde ikke samme folkelige opbakning. Vi havde ikke set ham på de bedste danske baner og knægten fra Nørre-Sundby slog for alvor til senere. Desværre nåede Henning Jensens store talent aldrig rigtig landsholdet til gavn, sådan for alvor.
Så forsvaret var væk og Per pakkede erindringer, oplevelser og talent sammen og skulle snart indføres i langt alvorligere stridigheder. Denne gang af langt alvorligere karakter. Havde bænkepladsen efter bogens opgør med Kurt været en overraskelse, så skulle Per sidenhen nå offentlighedens lys, og denne gang i en dødelig kamp. Jeg husker stadig den stolthed jeg besad, da jeg talte med Per i Vestergade i Randers, om hans karriere, om hans sportsbutik, om forskellene på Amerika og Danmark, ja - og om den store glæde der var dengang, og vel stadig er, at en så stor spiller og berømthed brugte tid og energi på at tale med mig. Og da nyheden havde nået mig og min fodboldglade familie på Djursland, de mørke dage i 1984, da var det med sorg og vantro at vi nærmest holdt vejret. En hjerneblødning var dengang en kraftig hilsen fra manden med leen, og for satan da, Per var så ung, så stærk, så livsglad. Livet forsatte, også for mig. I modsætning til Per uden rullestole, krykker, genoptræning, erindringstab, sociale tab for venner og forretningsforbindelser forsvandt med tiden, og vi skulle jo begge videre. Jeg for at få et liv som voksen. Per for at få livet tilbage.
Fodbold blev aldrig helt det samme for mig, og følgeligt heller ikke for Per. Jeg talte med ham forleden, og kun sporadisk kunne jeg fornemme hjerneblødningens impact. Vi har ikke længere fælles referencer, vores jyske tid er endeligt borte, og legen med læderet kun via skærmen. Men det liv Per beskrev, på vrangen, eksisterer stadig i mit indre og det kan end ikke hjerneblødninger forhindre. Tak Per, tak for alt.
en om mandagen begynder ugen påny. Så er der madpakker, tidligt op, det regner altid og man vil hellere ligge under dynen og tænke på malutter...
