Sofie sover og jeg har nydt (hvis det da er det rette ord) DR's Bonanza, hvor jeg så reportagen fra dagen der ændrede verden. Jeg husker udmærket min frustration og vrede, min sorg og nærmest uvirkelige tro, at det jeg så vitterligt skete. Det gjorde det, og nu kan man dyrke det lige så live som dengang. Bizart, men også vigtigt.
Sofie har igen haft en travl dag, og jeg har været plaget af tunge tanker. Og dog - jeg fik vist raset ud i går, for denne dag har været fri for alle disse negative tanker. Jeg har vist nået et vendepunkt. Det håber jeg. Faktum er, at vi i dag ikke har haft magtkampe, opslidende stikpiller og nedbrydende diskusioner om hvem der sagde hvad og hvorfor.
Er krisen ovre? Næppe, men det er måske et tegn på, at jeg er kommet et stort skridt videre. Elsker jeg hende ikke mere? Tjoe - det gør jeg og vil nok altid gøre. Håbet er, at Tokyo vil få hende til at indse, at hun ikke kan undvære mig. What are the odds? 100 - 1. Ergo, jeg har en chance. Lille, ja, men den ER der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar