Jeg er lost...

-

Så er november måned ved at være overstået. Der er 1 måned til juleaften og lidt mere til 2009. Jeg kan se tilbage på det værste år i mit liv. Et år fyldt med oplevelser, men samlet et dårligt år. Jobsituationen og boligproblemer nu. Adskillelse fra Sofie og børnene. Økonomiske kvaler, skænderier, gråd, længsel, savn, vrede, frustration.

Men også et interessant år, med et væld af nye opleveler og gøremål. Japan er mindre end 6 dage væk, og allerede om 2 dage skal jeg indspille min første musikvideo! Det har været et turbulent og rodet år, og jeg er slet ikke stolt af min egen indsats. Heldigvis kan det nu snart kun gå en vej, og det er fremad...

Jeg ser Lost, den amerikanske tv-serie, som har gået sin sejrsgang i hele verden, og som indtil videre er ganske spændende. Måske ikke så supersmart at se et flycrash få døgn inden jeg selv skal på vingerne, men det betyder intet nu. Er jeg selv lost? Er der mon nogen vej frem? Som Majbrit sagde i sidste uge ved Susis reception, så skal jeg selv, og kan selv ændre denne rådne situation. Nærvær er vist et kerneord.

Min lille russiske flirt er ikke smart, for jeg fornemmer klart at jeg ikke er klar, og at der er alt for stor aldersforskel samt mentalitetsforskel. Ksenyia ringede for 2. gang og hun skriver bedre engelsk end hun taler. Men selvfølgelig vil jeg gerne se hende. Jeg trænger til kærlighed og kærtegn.

.

Når billeder ikke behøver kommentarer...

Et lyserødt skud og et godt minde. Det er nu lidt over 2 år siden, at Tegneserieholdet tabte 1-11 og alt var rosenrødt. Det er det også nu, men modifikationer...

Reaktion fra fiskerne...

Ligeså ventet det var, lige så trist er det også. En af dansk fodbolds største personligheder og en af dansk fodbolds absolut bedste trænere, Troels Beck, blev her til aften smidt på porten. Efter endnu et nederlag og en sidsteplads i SAS-ligaen, så var bestyrelsens tålmodighed opbrugt og Troels er væk...

Jeg ved, og jeg håber at Troels snart får et nyt job. Man smider ikke guld på gaden og hvis man gør, så er der andre der finder det. Og når det sker, så skal jeg være en af de allerførste til at hilse Troels velkommen tilbage. Jeg under dig succes og glæde, gamle dreng.

From Russia with love...

...


Måske bærer gamle 007 lidt af skylden? Måske. Men uanset hvem der lagde kimen til mit russiske eventyr, så er jeg midt i det lige nu. Det giver krydderi i dagligdagen og får en del af de mere mørke tanker lidt på afstand. Ja - nærmest borte. Sofie fylder 35 om ca. 1 døgn, men det er slet ikke hende jeg tænker på. Næ - mine tanker kredser om en skønhed i et andet land, og hvis ansigt du kan nyde nedenfor. Så denne nat er en hyldest til Rusland.

...

Den sande libero

For en ung knøs som undertegnede, var nyheden om bænkepladsen noget af en overraskelse. Jovist, bogen havde da nået overskrifterne i medierne, men derfra og så til at fratage Per anførerbindet samt henvise ham til en bænkeplads, det havde jeg ikke lige set komme. Kurt Nielsen havde ellers været en af vennerne, altid god for en frisk og kvik bemærkning og man havde jo forståelse for landsholdets krise i og med, at udtagelseskomiteens vurderinger vejede tungere end landstræneren. Paradoksalt i disse meget styrede medietider. Men sådan var sagen i en af dansk landsholdsfodbolds mere kuriøse tider, nemlig perioden mellem Kurt og Sepp Hubertus Piontek. Og anføreren der røg på bænken var mit store idol, Per Røntved.

Manden havde begået en fodboldbog, og var vel i den forstand banebrydende i forhold til alle de øvrige af slagsen, der også dengang solgtes i rigt mål. Fodbold på vrangen var unik, for første gang havde en dansk landsholdspiller bragt noget dynamit ind i vores bevidsthed. Vi havde selvfølgelig slugt alt om lille Allan fra Vejle, og fejret både Le Fevre og Henning Jensen i Borusia Munchen Gladbach, men særligt sindsoprivende var læsningen langtfra, omend jeg som forholdsvis urutineret læser og skrivent blot var lykkelig over at finde litteratur om mine helte. Fodbold på vrangen vendte op og ned på mange ting, især mine forestillinger om gode fodboldbøger. Prisen havde Per vel allerede set komme, for man skriver ikke ustraffet om ens chef, landstræneren, og det uanset hvilket forhold man end måtte have. Den gamle floskel fra bokseverdenen var også gældende på de glatte grønne græsbaner. Det sidste slag får du altid selv. Så Per vidste hvad han gjorde, og jeg vædder hvad som helst på, at han nøje havde vurderet situationen. Præcis som han altid havde gjort først hos ´hvepsene´ i Brønshøj, hos tysken sydfor og sidenhen da han, fremsynet som han var, drog til Guds eget land og igen i Kronjylland, hos de stribede fra Randers, hvor han åbnede en sportsbutik. Per havde overblikket. Ikke kun på fodbold.

På bænken blev han ikke længe, omend Kurt tydeligt havde dokumenteret overfor pressen og os undrende tilskuerere, hvem der havde bukserne på. Og dog. Kravet fra os, og måske de øvrige rødhvide aktører, samt måske en vis samvittighedsnag fra ´Nikkelej´, gjorde at splinterne ikke groede sig fast. Og jeg er ret sikker på, at målet som Per scorede på datidens verdens bedste keeper, Dino Zoff i 3-1 masakren i Idrætsparken, tæt under mål, udløste et primalskrig og et glædesskrig. Per var ikke typen der bar nag, men besad alligevel så meget krudt og selvrespekt, at han siden trak sig og lod nye kræfter træde til. Symptomatisk i en tid, hvor Kurts svanesang var en kendsgerning og en forholdsvis ukendt tysker med buskede øjenbryn pludselig stod som nyudnævnt dansk landstræner. Det var ikke blot Per der trak sig. Længe havde medierne krævet og skam også foreslået ændringer bagtil. Det betød samtidig at Nordjyllands stolthed nummer et, Henning Munk Jensen, også måtte trække sig. Som datidens Søren Colding var det let at skyde på den lidt tunge ´Munk´, men han havde opfyldt sin rolle og det med bravour. Det havde skrivekarlene forlængst glemt, så ´Munken´ fik aldrig det eftermæle han havde fortjent. Stolthed nummer et, skrev jeg, og det står jeg ved. For Henning Jensen, den flotte dansker der sidenhen skrev sig ind i historiebøgerne i EF-kampen i 1972 med et suverænt hovedstød, et ekvilibristisk et af slagsen, havde ikke samme folkelige opbakning. Vi havde ikke set ham på de bedste danske baner og knægten fra Nørre-Sundby slog for alvor til senere. Desværre nåede Henning Jensens store talent aldrig rigtig landsholdet til gavn, sådan for alvor.

Så forsvaret var væk og Per pakkede erindringer, oplevelser og talent sammen og skulle snart indføres i langt alvorligere stridigheder. Denne gang af langt alvorligere karakter. Havde bænkepladsen efter bogens opgør med Kurt været en overraskelse, så skulle Per sidenhen nå offentlighedens lys, og denne gang i en dødelig kamp. Jeg husker stadig den stolthed jeg besad, da jeg talte med Per i Vestergade i Randers, om hans karriere, om hans sportsbutik, om forskellene på Amerika og Danmark, ja - og om den store glæde der var dengang, og vel stadig er, at en så stor spiller og berømthed brugte tid og energi på at tale med mig. Og da nyheden havde nået mig og min fodboldglade familie på Djursland, de mørke dage i 1984, da var det med sorg og vantro at vi nærmest holdt vejret. En hjerneblødning var dengang en kraftig hilsen fra manden med leen, og for satan da, Per var så ung, så stærk, så livsglad. Livet forsatte, også for mig. I modsætning til Per uden rullestole, krykker, genoptræning, erindringstab, sociale tab for venner og forretningsforbindelser forsvandt med tiden, og vi skulle jo begge videre. Jeg for at få et liv som voksen. Per for at få livet tilbage.

Fodbold blev aldrig helt det samme for mig, og følgeligt heller ikke for Per. Jeg talte med ham forleden, og kun sporadisk kunne jeg fornemme hjerneblødningens impact. Vi har ikke længere fælles referencer, vores jyske tid er endeligt borte, og legen med læderet kun via skærmen. Men det liv Per beskrev, på vrangen, eksisterer stadig i mit indre og det kan end ikke hjerneblødninger forhindre. Tak Per, tak for alt.

Tintin i Tokyo

.

Det er ret sjovt at sidde her en tidlig torsdag morgen ved 5-tiden, og modtage en mail fra Ayako, min kommende sparringspartner. Hun skrev fra Tokyo og spurgte blandt andet, om jeg aldrig skulle sove. Næ - ikke lige nu. Det har jeg slet ikke lyst til. Natten er mit tæppe, og jeg vil ikke brede det ud endnu.

Til venstre ser du en Tintin kassette. En lille sølvgrå kasse med i alt 7 dvd'er indeni. Jeg har haft den engang og ungerne var vilde med den. Det var Keld 'Kaj' Nørgaard, som lagde stemme til Kaptajn Haddock, og selvfølgelig har især Kaj været en vigtig stemme i mit liv. Men stemmen i mit liv er nu ikke Keld, eller Kaj. Det har dog noget med Tintin at gøre, nemlig Bob Goldenbaum. Det har jeg skrevet om tidligere, så det dropper jeg. På mange måder er denne blog ved at være færdig. Jeg indledte mine skriblerier da bruddet med Sofie var på sit højeste, og min sorg ligeså. Det synes allerede nu flere måneder, ja år næsten, siden. Jeg holder af hende, bevares, men den der unikke følelese af kærlighed og intimitet er helt og aldeles væk. Jeg tænker i andre baner. Både karrieremæssigt men så afgjort også følelsesmæssigt. Jeg har kommunikeret en del med en russisk kvinde, og selvom jeg er en del ældre end hun, så har mine tanker kredset meget om at være hendes kæreste, hendes elsker, hendes elskede...

Sofie og børnene sover, men kender jeg min kommende ex-kone ret, så er hun oppe om ikke så længe. Vi vil spise morgenmad sammen, hun vil dernæst sørge for tøserne og jeg vil gå i gang med dagens gøremål. Det ER jo sindsygt det jeg har gang i. Ikke at sove om natten. Det er ikke sundt, I know, men hvad pokker skal jeg gøre? Natten er mit skjulested, min lille hule...

.

www.serieland.dk

.

Jeg har lige læst og anmeldt Brainfag forever, skrevet af Nate Neaty. Det er en fornem udgivelse på 224 sider, sort og hvide striber og fyldt med underfundigheder, refleksioner og meget mere godt...

Nu krakelerer maskerne...

.

2 tøser med maling i hovedet. Ventende i en kø ved tegneseriemessen i Vanløse, 2008. Mine piger. Og de står forrest og ser Susi Bech tegne og signere et Nofret album.

Tålmodighed er et godt ord. Det er en dyd, en værdi. At besidde tålmodighed er en egenskab, som man bemærker og især i denne fortravlede verden, hvor tid er penge.

Krisen kradser nu for alvor herhjemme. Den evige kamp om værdier. Om økonomi. Når talen går på, om Sofie og tøserne kan blive boende, så er det en fordel at besidde tålmod, og være klart tænkende.

Vi ønsker begge dette mareridt skal ende. Vi slider hinanden op, og disse følelsesmæssige ture op og ned er slemme.

Jeg ved efterhånden ikke hvad jeg skal mene, tro eller gøre. Alt svinger og med dette svingeri kommer vreden, frustrationen, stressen, råbene, bebrejdelserne, anklagerne, hadet. Jeg hader ikke Sofie, men jeg kan godt nok ikke genkende hende, og det er som om, at den Sofie jeg kendte engang og den Sofie jeg nu sidder overfor, er ikke identiske.

.

Bæver Renovering? Hvad FANDEN er nu det?

Mandage er normalt ikke dage jeg ynder. Jeg foretrækker til enhver tid søndagen. Søndagen er den dag i ugen, hvor man med sindsro kan fise den af i underbukser, man kan sove længe, man kan dovne lidt med en god bog og man kan tage ungerne med i Parken og se løverne dominere, men ikke score...

Men om mandagen begynder ugen påny. Så er der madpakker, tidligt op, det regner altid og man vil hellere ligge under dynen og tænke på malutter...

Og dog - Dan Turell skrev engang en hyldest til hverdagen, og alt andet end lige, så må mandag være en slags hverdag. Jeg holder af hverdagen, kan jeg næsten høre ham rappe...

Min mandag blev fin. Meget fin. Jeg havde en bunke tegneserier til anmeldelse, Radiserne, Manga Messias og endelig Wulffmorgenthaler. Alt ære og respekt til Charles M. Schulz og Jesus, og jeg har stor respekt for begge. Wulffmorgenthaler må stå for dagens perler. Den grovhed og den bizarre cocktail af urin, blod, bæ, bræk og sæd er fine elementer i d'herrers univers. Til glæde for mange og til afsky for sikkert endnu flere. Jeg holder af dem, og de holder af Berti. Sådan må det nødvendigvis være.

Hvorfor er det så vanskeligt at definere hvad humor er, og hvad det ikke er? Ikke at jeg i denne sene nattetime (klokken er næsten 2) vil prøve at finde ud af det, men jeg lader spørgsmålet hænge og dingle...

Våbenhvile og troen på fred

Lidt i samme boldgade, og med stor succes og ditto kvalitet, er vennerne her til venstre. Jeg elskede Ingrid og Lillebror, lillebror endnu mere da jeg efterhånden erfarede, at stemmen bag tilhørte Tintin, Bob Goldenbaum. Hvis man kan tale om stemmen i mit liv, så må det være Bob.


Selvom jeg bestemt også kunne finde på at nævne Kaj, Kjeld Nørgaard eller Thomas Vinding.

Nå...

Jeg ville blot nævne, at de seneste 48 timer har været de bedste siden skilsmissen blev annonceret. Det virker som om at alle dæmonerne er blevet renset ud. Sorgen, vreden, hævnfølelsen og andre følelser er nu afløst - afløst af.. noget nyt. Noget spændende. Nye muligheder...

Gamle guldkarameller smager bedst...

Søndag aften og endnu en weekend er på vej til at forsvinde. Nattens eventyr venter forude, men først skal jeg omkring en gammel kæphest - Columbo alias Peter Falk, som du kan se et billede af nedenfor. Lige så længe jeg kan huske, og så ER vi tilbage i 70'erne, har jeg elsket den nussede kriminalkomisær. Jeg ved ikke engang hvorfor, men måske fordi serien minder mig om, at min barndom ikke var så slem hele tiden. Der var også lyspunkter. Jeg blev drillet i skolen, min far drak og vi var generelt fattige. Men om lørdagen, hvis altså far ikke havde drukket, så var der underholdning for alle pengene, og jeg elskede når det var Columbo, McCloud, Skum, Quincy, Colorado-sagaen (som ganske vist kom om fredagen)...

Sjovt og tankevækkende, at nu så mange år senere, er det stadig en gut så langsom som min kære ven fra fortiden, der skal stå for en del af weekendens underholdning. Hvorfor er det mon Columbo? Hvorfor kan vi se genudsendelser af mange af de serier, som jeg så for så mange år siden? Og ikke bare genudsendelser, men også programmer om programmerne, Gotha, Monopolets Helte m.fl. Og i slipstrømmen har DR oprettet et genialt arkiv, Bonanza, som jeg dyrker og elsker. Dyrker og elsker.

Er det mon sådan, at hver generation har sit særegne behov for at skrue tilbage? Og jeg - er der en speciel årsag til, at jeg foretrækker fortidens underholdning fremfor nutidens? Jeg er ofte blevet kærligt beskyldt for at leve i fortiden, og sandt er det vel lidt. Den musik jeg lytter til, de film og serier jeg nyder, mange af de tegneserier og bøger jeg læser, fællesnævneren er fortiden.

Det vil jeg spekulere lidt på...

Fjerpryd og andet skidt

Jeg var 6 år og hele verden lå for mine fødder. Jeg havde gode evner. Læste flot og let. Skrev og regnede også, og verden var en østers. Min østers. Jeg kan især huske julekalenderen fra 1971, og den har jeg siden kun set 2 gange. Kun 2 gange, hvoraf jeg selv havde den ene. Desværre blev jeg ramt af grådigheden og solgte den, hvad jeg sidenhen ofte har fortrudt. Men nu er der altså en fjerpryd til salg, en nydelig en af slagsen, hvad du kan se nedenfor. Jeg vil have den, koste hvad den koste vil, og dyr bliver den. I dag sluttede flere auktioner, Onkel Joakims Pengetank og ringespillet fra 1968. Pebrede sager.

Hvor mange danske kroner jeg må bløde for fjerpryden ved jeg ikke, men rocket high går jeg ikke. Jeg skal flytte og selvom min økonomi kommer til at blive væsentlig bedre, så skal jeg stadig sætte tæring efter næring...

Den allersidste dans...

Det går op og ned, op og ned...

Og nu er turen blevet så betændt, at alle disse opture og deres retur, nu ikke engang bærer deres egen charme. Det er bare blevet en hård og opslidende kamp, hvor vi begge lider.

Ingen ord kan ændre, skat. Det har du sagt. Og nej, du tager fejl. Ord kan ændre. Ord kan forandre. Men vi må begge indse, at vi har forbrugt vores kvote. Vi er løbet tør for sætninger, og jo mere vi forsøger, des mere hult vil det lyde.

Jeg ved, at jeg for hver dag der nu går, vil få dig til at hade mig endnu mere. Det er jeg selvfølgelig ked af. Meget, og måske meget mere end jeg selv nu er i stand til at fatte.

Jeg tæller nu ned, skat, og de få dage vi to har fælles, kan nu efterhånden snart tælles på et par hænder. Så siger vi farvel efter 16 år. En periode der begyndte som en drøm men endte som et fælt mareridt. Jeg skammer mig over at jeg ikke kunne leve op til dine ønsker. Jeg skammer mig over hver tåre du har fældet, og jeg skammer mig over hvert eneste vredt ord, som jeg har rettet imod dig.

Min tid i Tokyo bliver spændende, men også frygtelig. Ikke for dig, da du nu omsider får fred, men for mig. Jeg kommer til at savne både tøserne og dig, tro det eller ej, og 5 uger er lang tid. Jeg ved, at jeg vil tænke på jer hver eneste dag.

Og når jeg så atter står i stuen, og ved, at vores fælles timeglas slår sidste slag, så vil jeg suge alle indtrykkene. Jeg vil lade øjnene falde på reoler, klaver, nips, møbler, vægge og til sidst på dig. Min sidste gang til toilettet, til soveværelset, til børnenes værelser, vil være tunge skridt og jeg vil gå dem langsomt. For at få tiden til at stå. Og inden døren lukkes for sidste gang, skat, vil jeg kramme dig hårdt, langt og længe, og når vi ikke længere kan se hinanden, og jeg sidder i taxa'en, så vil jeg græde og skrige min sorg ud. For så har jeg vitterligt tabt det mest betydningsfulde jeg nogensinde har haft. Nemlig dig og vores fælles fremtid.

Vil du lege med denne mis?

Natten mellem den 31. oktober og den 1. november kalder vi Allehelgensaften, og sørme om ikke vi herhjemme er begyndt at tage denne nye tradition til os. Jeg er særdeles begejstret for denne aften, og jeg + tøserne herhjemme skal klædes ud og så skal der trick or treat. Eller knas eller knep, som man siger på norsk.

Andrea skal være heks og Clara skal være sørøver. Jeg skal vist også sminkes og derefter hjem og spise slik. Slik som vi måske får fra naboer mm. Det håber jeg da...

For tøserne er helt vildt spændte, og jeg håber ikke de bliver skuffede.

Batman and me...

Jeg har aldrig rigtig været vild med superhelte, og de få gange jeg har set en Batman film, har jeg været skuffet. Nok mest fordi jeg ikke kendte forhistorien eller tegneserien. Lidt efter lidt har jeg selvfølgelig fået samlet op fra Gotham City, men den helt ultimative Batman oplevelse har jeg aldrig haft. Så det var nok ganske passende, at jeg i dag anvendte ikke mindre end 60 kr. på Batman begins med Christer Bale. Den glæder jeg mig til at se.

Så midt i min egen indre storm, det amerikanske valg og kort før jeg drager til Tokyo, så napper jeg altså en amerikansk storfilm og i ægte eskapistisk stil, så vil jeg dykke ned i mørket og se hvordan de gode smadrer de onde. Måske kan jeg præcis i denne film finde lidt lys?

Dagen har jeg sovet væk. Lige som de forrige. Men nu skal det være slut. Jeg er jo langtfra som Bruce, selvom vi begge dyrker natten. Mens disse linier forfattes, kører nyhederne på TV2. Og der sidder en fattet Lance Armstrong. En mand der har vundet verdens største cykelløb talrige gange, samt vundet kampen mod kræften. Også han manifesterer et billede på, at det kan lade sig gøre at rejse sig. Herregud - min skilsmisse er jo blot en mindre krusning på de indre linier. Jeg er ikke syg eller døende. Kan stadig se både børn og Sofie, og måske er det blot en ny vej, en ny åbning? Tiden vil vise det...

USA under attack...

Sofie sover og jeg har nydt (hvis det da er det rette ord) DR's Bonanza, hvor jeg så reportagen fra dagen der ændrede verden. Jeg husker udmærket min frustration og vrede, min sorg og nærmest uvirkelige tro, at det jeg så vitterligt skete. Det gjorde det, og nu kan man dyrke det lige så live som dengang. Bizart, men også vigtigt.

Sofie har igen haft en travl dag, og jeg har været plaget af tunge tanker. Og dog - jeg fik vist raset ud i går, for denne dag har været fri for alle disse negative tanker. Jeg har vist nået et vendepunkt. Det håber jeg. Faktum er, at vi i dag ikke har haft magtkampe, opslidende stikpiller og nedbrydende diskusioner om hvem der sagde hvad og hvorfor.

Er krisen ovre? Næppe, men det er måske et tegn på, at jeg er kommet et stort skridt videre. Elsker jeg hende ikke mere? Tjoe - det gør jeg og vil nok altid gøre. Håbet er, at Tokyo vil få hende til at indse, at hun ikke kan undvære mig. What are the odds? 100 - 1. Ergo, jeg har en chance. Lille, ja, men den ER der.

Jens Okking > Min mand

.

Endnu en aften der gik fuldstændig forkert, og slet ikke som jeg havde tænkt eller håbet på. Snarere tværtimod. Hvorfor pokker er det, at man altid ender med at gøre det stik modsatte af hvad man vil gøre? Jeg forstår det ikke. Er jeg fordømt? Har Gud mistet tilliden og kærligheden til mig? Ikke at jeg ikke forstår det, for jeg har ikke været hverken god, tilgivende eller kærlig. Men alligevel...

Og nu sover mine prinsesser. Jeg er spærret inde i tårnet, men i modsætning til eventyrerne og alle de flotte fortællinger jeg hørte som lille, så er der ingen udvej.

Men i morgen er der en ny chance.

Jeg druknede mine frustrationer med en god solid Jens Okking, Danmarks ubetinget bedste og største skuespiller. Jeg så et afsnit af en overset tv-serie, En by i provinsen, og det var klasse. Klasse.

.

In a Galaxy far away...

Billedet af min kære kommende ex-hustru er ikke gammelt. Det blev taget i Vimmerby, da jeg + familien var i Pippi-land. Det var starten på vores ferie, og vi havde i alt 2½ uge sammen. Med kys, kram, holden i hånd og masser af snakke om aftenen, når ungerne var puttede, og vi sad udenfor teltet med hver vores bog. Lyder det ikke en kende søgt? Som om jeg nærmest nyder smerten og søger den? Dyrker den? Tjo - det vil jeg bestemt ikke afvise. Jeg kender ikke så meget til psykologiske mekanismer, til at vurdere om det er klogt eller ikke. Men det er der jeg er lige nu. I sorgen og fortvivlelsen.

Jeg er også et andet sted, og det er næsten lige så slemt. Nemlig midt i vreden. Jeg er vred på mig selv og vred på min kone. Jeg er vred på min kone fordi hun ikke vil have mig længere, og fordi hun er vred på mig. Hun klandrer mig for flere ting, men har vanskeligt ved at se, at også hun har en part i at tingene gik skævt. Det er jeg vred over. Men vrede løser ikke noget som helst. Ja, forværrer vel kun sagerne. Så det er ikke nogen bæredygtig eller konstruktiv løsning. Men jeg kan ikke finde andre..

Den dansende dæmon

Er ved at læse bogen 'Den dansende dæmon', skrevet af Ole 'Bogart' Michelsen, som vi nok mest kender fra tv-programmet Bogart. Hvad andre næppe ved, og det som er bogens brutale og unikke omdrejningspunkt, er at Ole er alkoholiker. Tørlagt alkoholiker. Det er en bizar og ærlig beretning om et stort problem i dagens Danmark, et problem der vistnok påvirker hver 6. dansker. Jeg har selv har alkoholisme tæt inde på livet, al den stund min kære far, ofte tog en runddans med flasken. Dengang hadede jeg ham af et ondt barnehjerte. Det gør jeg ikke nu. Jeg har forstået ham og tilgivet ham. På samme måde som Ole i bogen også nærmer sig en forståelse og en tilgivelse.

Der er lighedspunkter mellem det jeg læser, og det jeg har oplevet i mit ægteskab. Måske har jeg selv en rem af huden? Min flugt har bare været en anden end Oles. Jeg søgte tegneserier, jeg søgte filmens mørke, jeg søgte computerens blå lys. Hvorfor? Det vil jeg gerne finde ud af. Men når tilværelsens krav var for barske, eller når jeg ikke kunne leve op til min kære kommende ex-hustrus ønsker, så fortrak jeg. Gemte mig. Isolerede mig.

Jeg prøver at finde trøst i, at vi alle har vores dæmoner. Nogle barskere end andre. Og at vi alle har vores kampe.

Ole og jeg har betalt prisen. Ole har mistet anseelse, økonomi, venner, familie. Jeg det samme. Men Ole kom videre og det skal jeg nok også komme.

Da smilet døde

Jeg er ved at blive skilt. Det er en hård og tung proces, og jeg er bestemt ikke glad eller stolt ved situationen. Jeg elsker min kone og jeg ønsker brændende at skrue tiden tilbage, og rette hvor jeg kunne. Men det er selvfølgelig kun naiv tænkning, og jeg bliver nødt til at rette zoomet frem.

En klassisk metode at blive sine dæmoner frit, er at kravle helt hen til dem og udfordre dem. Jeg har derfor besluttet at lade denne blog være mit vindue udadtil, og via mine skriverier håber jeg, at kunne dræbe et par monstre. Jeg vil lade mine inderste tanker fylde, og på sigt - når røgen er lettet, og jeg er kommet videre og har fået mavesmerterne, opkastningsfornemmelserne og den værste stress og selvhad lidt på afstand. Så vil jeg scrolle tilbage, slette og lade den blanke blog være mit nye springbræt.

Her er mit første bidrag. En skrivelse jeg skrev, og du ved, når man skriver til andre, så skriver man også til sig selv.

Jeg skrev:


Endnu engang tak for tankerne. Det har været en hård og nærmest ubarmhjertig tid, og denne weekend har bestemt ikke stået i kærlighedens tegn. Vi har desværre haft en del magtkampe, og selvom vi selvfølgelig har bilagt stridighederne når vi når sengetid, så følger dæmonerne med. Status er, at Sofie har været ualmindelig trist til mode, hvorimod jeg har haft en del opmuntringer. Jeg har været så heldig at finde en stor, ny og særdeles billig fremlejelejlighed. Ja, helt grotesk heldig har jeg vel været. 3600 i faste udgifter om måneden, en møbleret lejlighed på 100 kvadratmeter. Det lyder helt forkert. Sandt er det nu alligevel, og kun beliggenheden kan jeg klage over.

Der skulle gerne falde ro på de indre linier nu. Vi orker ikke mere fighteri, og ser nu frem imod min afrejse til Tokyo og julen. Jeg forventer at flytte omkring årsskiftet og allersenest 1. februar. Jeg skal, da lejligheden jo er møbleret, ikke have så meget med, tegneserier, bøger, tøj og personlige ejendele.

Hvad har jeg lært af 16 år? Ufatteligt meget. Hvad har jeg lært af denne weekend? At de gode intentioner synker lettere end det gode skib, Titanic.

Jeg har nu kysset Sofie godnat, og kunne jeg skrue tiden tilbage og gøre gjorte ting om, så ville jeg gøre det, om det skulle koste mig livet. Det er ikke let når ens livsledsagerske logger af. Hendes ansigt er furet, som har hun været til tælling efter en tur i ringen. Måske er det dét ægteskabet er, når det går skidt? En beskidt kamp. En fight.

Sådan har det ikke altid været, tænker jeg, og lader kort tankerne fare blot få måneder tilbage. Et eller andet sted faldt kæden af. Man bebrejder sig selv, man tænker og lader sig let suge ind og ned i den dybe brønd. Og dernede lugter der fælt af fiasko. Det er der jeg er nu. I bebrejdelsens hjørne.

Og det er derfra jeg skal rejse mig

Som blev fulgt op af følgende:


Skat, jeg så dig under middagen og mit hjerte græd da jeg så dit furede og trætte ansigt. Der er så langt fra dette syn, til det flotte billede, jeg ser for mig i drømme. Der, hvor du er 18, smilende og frisk. Jeg hader mig selv for at være skyldig i denne ændring. Jeg hader mine dæmoner og jeg hader hvad de har medført. Jalousien, de evindelige skænderier, bebrejdelserne, stikpillerne, udleveringerne.

Skat, jeg vil at du skal leve påny. Ikke være tynget af mig og mine lastede lig. Du skal folde dine drømmes vinger ud, og du skal svæve. Jeg, derimod, vil brænde for evigt, for jeg er skyld i, at dit smil døde."

Og nu er natten på vej. Et tæppe af sorg og mismod har bredt sig. Jeg ved, at det blot er en fase og at det intet nytter at kæmpe imod. Jeg logger af.