Mit sidste brev til min elskede Sofie

Kære lille sovende skat,

Det var godt lige at sidde sammen med dig. Vores liv sammen er ved at nærme sig en ende, og jeg prøver at spille mere upåvirket end jeg vitterligt er. Sandheden er nemlig at jeg er påvirket, og at jeg kommer til at savne dig og vores tilværelse. Det ved du også godt, lille skat.

Jeg kommer nemlig til at savne så inderligt mange ting. Dels alle de vante og trygge rammer, stuen, soveværelset, alt det materielle. Dels samværet med børnene, stunderne sammen med dig, de rare stunder hvor vi taler sammen og deler ting.

Mest af alt, og nu glemmer jeg børnene for en kort stund, så kommer jeg til at savne at kramme dig og vide du er min. Alt dette er ovre, det ved jeg godt og jeg ved også at der for os begge venter nye udfordringer, nye oplevelser og med en smule held, også kærlighed. Og det er den kærlighed jeg under dig og ønsker for dig. Jeg er kommet dertil, at det er det største ønske jeg har for dig. At du bliver lykkelig.

For du har gjort mit liv lykkeligt. 16 år kan jeg se tilbage på, men jeg nøjes ikke med at se tilbage. Jeg tager jo også årene med, alle 16 og alle de gode ting du har betydet for mig. Det er først ved at gå op for mig, hvor stor en indflydelse du har haft og hvor heldig jeg har været. Hverdagene, ferierne, ansvaret, eftertænksomheden, fokus. Det er som om, jeg nu omsider kan stå på egne ben. Tokyo var en øjenåbner, for den tur fortalte mig flere ting. Dels hvor afhængig jeg har været af dig, og hvor lidt jeg har gjort for at følge med dig på din færd. Jeg er ked af, skat, at jeg har svigtet på mange fronter, og blot ladet dig være ene om ansvar og beslutninger. Men nu - paradoksalt nok, er jeg klar til selv at handle, og det takket være dig.

Derfor, skatter, er jeg dig uendelig tak skyldig. Du har berørt mig mere end du aner, og selvom vores kærlighed og vores kærlighedsliv har været lidt ramponeret til tider, og ikke eksisteret i et stykke tid, så vil jeg altid elske dig og elske dig for alt hvad du har betydet for mig. Jeg ved, og du ved det også, at du har været mere betydningsfuld for mig end jeg for dig. Det er i orden. Ikke noget vi kan ændre på nu. Men en ting har jeg bidraget med, og det er det vigtigste i vores liv. Nemlig vores 2 dejlige børn. Når du sidenhen vil mindes mig, så lad børnene være det første og det sidste du tænker på.

Og den gæld jeg føler for dig er stor. Uendelig stor og kan nok aldrig tilbagebetales. Men vid, skat, at du kan regne med mig. I solskin og i regn. Hvor akavet det end måtte blive, når vi får nye personer ind i vores liv og i vores kærlighedsliv, så lad et lille bart stykke blive tilbage, en lille del af mig. Og det er den del, den lillebitte del, som kan tilbagebetale i form af trøst, af støtte, af at lytte, af at tage børnene i pressede tider.

Måske vil der gå lang tid hvor jeg ikke indgår i dine tanker. Måske vil vi engang blive som fremmede for hinanden. Det skal vi ikke begræde, hverken du eller jeg. Sådan er kærlighedens vilkår og det er kun rimelige vilkår.

Men så er der det lille stykke med bart, den lillebitte del. Det er den du skal gemme. Og hvor mørkt det end måtte være. Hvor hårdt det end måtte være, og hvor langt borte vi end måtte være fra hinanden, så er det du må og skal kalde. Jeg vil så trodse ild og vand for at hjælpe. Ikke for 'kun' at takke og tilbagebetale, men fordi der dybt i min sjæl og i mit hjerte vil være et bart stykke med dit navn på. Derfor, lille sovende skat.

Jeg er lost...

-

Så er november måned ved at være overstået. Der er 1 måned til juleaften og lidt mere til 2009. Jeg kan se tilbage på det værste år i mit liv. Et år fyldt med oplevelser, men samlet et dårligt år. Jobsituationen og boligproblemer nu. Adskillelse fra Sofie og børnene. Økonomiske kvaler, skænderier, gråd, længsel, savn, vrede, frustration.

Men også et interessant år, med et væld af nye opleveler og gøremål. Japan er mindre end 6 dage væk, og allerede om 2 dage skal jeg indspille min første musikvideo! Det har været et turbulent og rodet år, og jeg er slet ikke stolt af min egen indsats. Heldigvis kan det nu snart kun gå en vej, og det er fremad...

Jeg ser Lost, den amerikanske tv-serie, som har gået sin sejrsgang i hele verden, og som indtil videre er ganske spændende. Måske ikke så supersmart at se et flycrash få døgn inden jeg selv skal på vingerne, men det betyder intet nu. Er jeg selv lost? Er der mon nogen vej frem? Som Majbrit sagde i sidste uge ved Susis reception, så skal jeg selv, og kan selv ændre denne rådne situation. Nærvær er vist et kerneord.

Min lille russiske flirt er ikke smart, for jeg fornemmer klart at jeg ikke er klar, og at der er alt for stor aldersforskel samt mentalitetsforskel. Ksenyia ringede for 2. gang og hun skriver bedre engelsk end hun taler. Men selvfølgelig vil jeg gerne se hende. Jeg trænger til kærlighed og kærtegn.

.

Når billeder ikke behøver kommentarer...

Et lyserødt skud og et godt minde. Det er nu lidt over 2 år siden, at Tegneserieholdet tabte 1-11 og alt var rosenrødt. Det er det også nu, men modifikationer...

Reaktion fra fiskerne...

Ligeså ventet det var, lige så trist er det også. En af dansk fodbolds største personligheder og en af dansk fodbolds absolut bedste trænere, Troels Beck, blev her til aften smidt på porten. Efter endnu et nederlag og en sidsteplads i SAS-ligaen, så var bestyrelsens tålmodighed opbrugt og Troels er væk...

Jeg ved, og jeg håber at Troels snart får et nyt job. Man smider ikke guld på gaden og hvis man gør, så er der andre der finder det. Og når det sker, så skal jeg være en af de allerførste til at hilse Troels velkommen tilbage. Jeg under dig succes og glæde, gamle dreng.

From Russia with love...

...


Måske bærer gamle 007 lidt af skylden? Måske. Men uanset hvem der lagde kimen til mit russiske eventyr, så er jeg midt i det lige nu. Det giver krydderi i dagligdagen og får en del af de mere mørke tanker lidt på afstand. Ja - nærmest borte. Sofie fylder 35 om ca. 1 døgn, men det er slet ikke hende jeg tænker på. Næ - mine tanker kredser om en skønhed i et andet land, og hvis ansigt du kan nyde nedenfor. Så denne nat er en hyldest til Rusland.

...

Den sande libero

For en ung knøs som undertegnede, var nyheden om bænkepladsen noget af en overraskelse. Jovist, bogen havde da nået overskrifterne i medierne, men derfra og så til at fratage Per anførerbindet samt henvise ham til en bænkeplads, det havde jeg ikke lige set komme. Kurt Nielsen havde ellers været en af vennerne, altid god for en frisk og kvik bemærkning og man havde jo forståelse for landsholdets krise i og med, at udtagelseskomiteens vurderinger vejede tungere end landstræneren. Paradoksalt i disse meget styrede medietider. Men sådan var sagen i en af dansk landsholdsfodbolds mere kuriøse tider, nemlig perioden mellem Kurt og Sepp Hubertus Piontek. Og anføreren der røg på bænken var mit store idol, Per Røntved.

Manden havde begået en fodboldbog, og var vel i den forstand banebrydende i forhold til alle de øvrige af slagsen, der også dengang solgtes i rigt mål. Fodbold på vrangen var unik, for første gang havde en dansk landsholdspiller bragt noget dynamit ind i vores bevidsthed. Vi havde selvfølgelig slugt alt om lille Allan fra Vejle, og fejret både Le Fevre og Henning Jensen i Borusia Munchen Gladbach, men særligt sindsoprivende var læsningen langtfra, omend jeg som forholdsvis urutineret læser og skrivent blot var lykkelig over at finde litteratur om mine helte. Fodbold på vrangen vendte op og ned på mange ting, især mine forestillinger om gode fodboldbøger. Prisen havde Per vel allerede set komme, for man skriver ikke ustraffet om ens chef, landstræneren, og det uanset hvilket forhold man end måtte have. Den gamle floskel fra bokseverdenen var også gældende på de glatte grønne græsbaner. Det sidste slag får du altid selv. Så Per vidste hvad han gjorde, og jeg vædder hvad som helst på, at han nøje havde vurderet situationen. Præcis som han altid havde gjort først hos ´hvepsene´ i Brønshøj, hos tysken sydfor og sidenhen da han, fremsynet som han var, drog til Guds eget land og igen i Kronjylland, hos de stribede fra Randers, hvor han åbnede en sportsbutik. Per havde overblikket. Ikke kun på fodbold.

På bænken blev han ikke længe, omend Kurt tydeligt havde dokumenteret overfor pressen og os undrende tilskuerere, hvem der havde bukserne på. Og dog. Kravet fra os, og måske de øvrige rødhvide aktører, samt måske en vis samvittighedsnag fra ´Nikkelej´, gjorde at splinterne ikke groede sig fast. Og jeg er ret sikker på, at målet som Per scorede på datidens verdens bedste keeper, Dino Zoff i 3-1 masakren i Idrætsparken, tæt under mål, udløste et primalskrig og et glædesskrig. Per var ikke typen der bar nag, men besad alligevel så meget krudt og selvrespekt, at han siden trak sig og lod nye kræfter træde til. Symptomatisk i en tid, hvor Kurts svanesang var en kendsgerning og en forholdsvis ukendt tysker med buskede øjenbryn pludselig stod som nyudnævnt dansk landstræner. Det var ikke blot Per der trak sig. Længe havde medierne krævet og skam også foreslået ændringer bagtil. Det betød samtidig at Nordjyllands stolthed nummer et, Henning Munk Jensen, også måtte trække sig. Som datidens Søren Colding var det let at skyde på den lidt tunge ´Munk´, men han havde opfyldt sin rolle og det med bravour. Det havde skrivekarlene forlængst glemt, så ´Munken´ fik aldrig det eftermæle han havde fortjent. Stolthed nummer et, skrev jeg, og det står jeg ved. For Henning Jensen, den flotte dansker der sidenhen skrev sig ind i historiebøgerne i EF-kampen i 1972 med et suverænt hovedstød, et ekvilibristisk et af slagsen, havde ikke samme folkelige opbakning. Vi havde ikke set ham på de bedste danske baner og knægten fra Nørre-Sundby slog for alvor til senere. Desværre nåede Henning Jensens store talent aldrig rigtig landsholdet til gavn, sådan for alvor.

Så forsvaret var væk og Per pakkede erindringer, oplevelser og talent sammen og skulle snart indføres i langt alvorligere stridigheder. Denne gang af langt alvorligere karakter. Havde bænkepladsen efter bogens opgør med Kurt været en overraskelse, så skulle Per sidenhen nå offentlighedens lys, og denne gang i en dødelig kamp. Jeg husker stadig den stolthed jeg besad, da jeg talte med Per i Vestergade i Randers, om hans karriere, om hans sportsbutik, om forskellene på Amerika og Danmark, ja - og om den store glæde der var dengang, og vel stadig er, at en så stor spiller og berømthed brugte tid og energi på at tale med mig. Og da nyheden havde nået mig og min fodboldglade familie på Djursland, de mørke dage i 1984, da var det med sorg og vantro at vi nærmest holdt vejret. En hjerneblødning var dengang en kraftig hilsen fra manden med leen, og for satan da, Per var så ung, så stærk, så livsglad. Livet forsatte, også for mig. I modsætning til Per uden rullestole, krykker, genoptræning, erindringstab, sociale tab for venner og forretningsforbindelser forsvandt med tiden, og vi skulle jo begge videre. Jeg for at få et liv som voksen. Per for at få livet tilbage.

Fodbold blev aldrig helt det samme for mig, og følgeligt heller ikke for Per. Jeg talte med ham forleden, og kun sporadisk kunne jeg fornemme hjerneblødningens impact. Vi har ikke længere fælles referencer, vores jyske tid er endeligt borte, og legen med læderet kun via skærmen. Men det liv Per beskrev, på vrangen, eksisterer stadig i mit indre og det kan end ikke hjerneblødninger forhindre. Tak Per, tak for alt.

Tintin i Tokyo

.

Det er ret sjovt at sidde her en tidlig torsdag morgen ved 5-tiden, og modtage en mail fra Ayako, min kommende sparringspartner. Hun skrev fra Tokyo og spurgte blandt andet, om jeg aldrig skulle sove. Næ - ikke lige nu. Det har jeg slet ikke lyst til. Natten er mit tæppe, og jeg vil ikke brede det ud endnu.

Til venstre ser du en Tintin kassette. En lille sølvgrå kasse med i alt 7 dvd'er indeni. Jeg har haft den engang og ungerne var vilde med den. Det var Keld 'Kaj' Nørgaard, som lagde stemme til Kaptajn Haddock, og selvfølgelig har især Kaj været en vigtig stemme i mit liv. Men stemmen i mit liv er nu ikke Keld, eller Kaj. Det har dog noget med Tintin at gøre, nemlig Bob Goldenbaum. Det har jeg skrevet om tidligere, så det dropper jeg. På mange måder er denne blog ved at være færdig. Jeg indledte mine skriblerier da bruddet med Sofie var på sit højeste, og min sorg ligeså. Det synes allerede nu flere måneder, ja år næsten, siden. Jeg holder af hende, bevares, men den der unikke følelese af kærlighed og intimitet er helt og aldeles væk. Jeg tænker i andre baner. Både karrieremæssigt men så afgjort også følelsesmæssigt. Jeg har kommunikeret en del med en russisk kvinde, og selvom jeg er en del ældre end hun, så har mine tanker kredset meget om at være hendes kæreste, hendes elsker, hendes elskede...

Sofie og børnene sover, men kender jeg min kommende ex-kone ret, så er hun oppe om ikke så længe. Vi vil spise morgenmad sammen, hun vil dernæst sørge for tøserne og jeg vil gå i gang med dagens gøremål. Det ER jo sindsygt det jeg har gang i. Ikke at sove om natten. Det er ikke sundt, I know, men hvad pokker skal jeg gøre? Natten er mit skjulested, min lille hule...

.